Lær at dyrke haven vildt
Hvordan kan du blive vild have-ambassadør?
Formålet med at blive vild have-ambassadør
I Gentofte Kommune fokuserer vi på samspillet mellem de tusindvis af private villahaver og de mange naturområder, parker og moser, som vi er heldige at have i Gentofte Kommune. Gentofte Grøn Guide Karen Stevnbak, der er biolog og naturvejleder, har igennem et par år uddannet over 60 Vild have ambassadører.
Ved at skabe flere områder med vild natur, skaber vi sammenhæng gennem spredningskorridorer og på denne måde kan planterne og dyrene hele tiden finde levesteder, uden at blive afbrudt af store arealer uden liv. Velplejede græsplæner og sirligt klippede hække tilbyder ikke nektar og pollen til bier, insekter og fugle.
Derfor er det et vigtigt bidrag til biodiversiteten, når haveejere går med det nye natursyn, hvor der i virkeligheden ikke er noget, der hedder ukrudt længere. De romantiske haveidealer gjorde op med de mere styrede barokhaver og de nye strømninger indenfor haveæstetik, hylder netop også det vilde og naturlige, nu i endnu højere grad. Fordi naturen er i krise, kan havemoden hjælpe med den dagsorden, der handler om at skabe flere levesteder for dyr og planter.
Hvad du lærer som vild have ambassadør
Som Vild have ambassadør lærer du, hvordan du skaber mere liv i haven og inviterer naturen ind med blandt andet hjemmehørende planter, kvashegn, stenbunker og fuglebad, så sommerfuglene og bierne kan finde det livgivende vand.
Tanken med haveambassadørerne er, at de giver deres viden videre til andre naboer, venner og bekendte. Du kan finde den åbne facebook-gruppe, hvor der deles viden og inviteres indenfor i haverne
Tilmeld dig kurset i vild have
Du kan skrive en mail til Grøn Guide, Karen Stevnbak og forhøre dig, hvornår næste kursus er.
Mail: kta@gentofte.dk
Gode haveråd fra Grøn Guide Gentofte
Forøg biodiversiteten i din have med disse enkle råd:
- Lad de gamle træer i haven stå, beskær dem evt. groft, de er nogle de vigtigste levesteder for rigtig mange dyr og et hotspot for biodiversiteten, som flagermus, spætter, og insekter.
- Hække og krat, børn og dyr har ret til krat, til at gemme sig i og til at skabe sammenhæng mellem haverne.
- Vand i haven, regnvand er en ressource og skal helst ikke ledes i kloakken. Behold det i haven, i regntønder eller lav jeres vandhul. Vand i have er det i hele taget vigtigt for at skabe liv, selv en nedgravet balje eller fuglebad vil give dyrene, både pindsvin, fugle og insekter en håndsrækning.
- Brug ikke gift i haven, det skader biodiversiteten og vores drikkevand. Se mosset og blomsterne i græsplænen og mellem fliserne som en forskønnelse.
- Plant og så hjemmehørende løg, stauder og sommerblomster i haven. Det giver mad til bestøverne og deres larver. Sørg i det hele taget for at have masser af blomster i haven. Pluk en buket i haven, i stedet for at købe miljøbelastende afskårne blomster.
- Kompost. Få en lukket kompost på genbrugspladsen og brug den til dit haveaffald og grønne køkkenaffald. Lav din egen pottemuld i stedet for at købe jord med spagnum, der skader både naturen og klimaet. Og brug komposten som gødning, i stedet for at købe kunstgødning, der belaster klimaet og miljøet.
- Lav naturlige gemmesteder for dyr i haven af kvas, sten eller potteskår, gerne på varme solrige steder, hvilket lokker dyr som firben til.
- Lad græsset gro eller slå det knap så ofte. Det sparer tid og benzin og giver blomsterne i græsset tid til at blomstre til glæde for dyrene og dig selv.