På Plantagevej står et klassisk rækkehus i tre plan fra 1940. I huset bor et par, som har boet i boligen i to års tid. Den tidligere ejer har udskiftet vinduerne i hele huset og dermed allerede lavet nogle energirenoveringer i boligen. Parret, som bor i huset i dag, har også selv lavet nogle energirenoveringer i den tid, de har boet i boligen.

Plantagevej - rækkehus
Velkommen til Plantagevej i Vangede
Info om ejendommen
Boligtype: Rækkehus
Byggestil: Murstensperioden
Bydel: Vangede
Samlet opvarmet areal: 104 kvadratmeter
Opvarmningsform: Fjernvarme
Bevaringsværdi: 5
Energirenoveringer med komfort i højsædet
Parret på Plantagevej har lavet en række energirenoveringer i deres bolig for at mindske deres energiforbrug. De har blandt andet udskiftet en kælderdør, fået nye ventiler på radiatorer og installeret sensorer på alle vinduer og døre, som bruges til lokal aktiv styring af vinduer og radiatorer i forbindelse med udluftning. For beboerne i rækkehuset har denne energirenovering først og fremmest handlet om komfort, men har også resulteret i, at deres varmeforbrug er faldet med over 20 procent i forhold til den tidligere ejer.
“Det [installering af teknik til styring af vinduer og radiatorer] handlede om flere ting. Vi brugte for meget unødig energi, og der var ikke et ordentligt varmeniveau i boligen. For os handlede det om komfort og så besparelsen”, fortæller Jens, beboer i rækkehuset.
Beboerne er motiverede for at lave yderligere energirenoveringer, og har også selv en idé om, hvilke yderligere energirenoveringer, der kan laves i rækkehuset. De har blandt andet tænkt på at isolere taget, lave omfangsdræn og isolere kælderen.
Under et energitjek udført af en energirådgiver i rækkehuset, er der identificeret en række potentielle energirenoveringer, som dette samt lignende huse med fordel kan gå i gang med. Det kan du læse mere om herunder.
Mulige energirenoveringer og deres potentiale
Hulmursisolering
Tunge ydervægge med tomme, uisolerede hulmure bør efterisoleres. Det anbefales, at hulmure efterisoleres med granulat, også hvis de allerede er isoleret med for eksempel lecanødder. Hvis efterisoleringen skal være til lavenerginiveau, kræver det en udvendig efterisolering.
- Forventet investering, kroner: 13.600
- Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 420
- Samlede årlige besparelser, kroner: 4.522
- Tilbagebetalingstid i år: 3
Efterisolering af fladt tag
Rækkehuset har et fladt tag med tagpap, hvilket er typisk for enfamiliehuse opført fra 1960 til 2000. I denne periode var der relativt beskedne krav til varmeisoleringen. Hvis tagkonstruktionen er isoleret med mindre end 200 millimeter, bør taget efterisoleres - mindst 300 millimeter eller til lavenerginiveau med 400 millimeter isolering. Efterisolering udføres nemmest som en udvendig efterisolering ovenpå det eksisterende tag, og afsluttes med en ny tagdækning.
- Forventet investering, kroner: 73.500
- Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 80
- Samlede årlige besparelser, kroner: 858
- Tilbagebetalingstid i år: 86
Udvendig isolering af tung ydervæg
Ved husets kælder findes en tung ydervæg. Tunge ydervægge er vægge af enten mursten eller letbeton. Bagmuren er normalt bærende, men hvis væggen er massiv, er hele væggen bærende. Tunge ydervægge bør efterisoleres, hvis den eksisterende isoleringstykkelse er mindre end 100 millimeter.
- Forventet investering, kroner: 40.000
- Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 177
- Samlede årlige besparelser, kroner: 1.904
- Tilbagebetalingstid i år: 21