På Hagens Allé står et klassisk, ældre enfamiliehus, som blev opført i 1912. I huset bor en mor med hendes tre børn. Familien har boet i huset i 22 år, og har igennem tiden lavet forskellige typer af energirenoveringer. De har blandt andet fået lagt nyt tag i 2006 i forbindelse med, at de fik lavet en tilbygning til huset. Desuden har de skiftet fra gas til fjernvarme.

Hagens Allé – enfamiliehus
Velkommen til Hagens Allé i Dyssegård
Info om ejendommen
Boligtype: Enfamiliehus
Byggestil: Bedre byggeskik og historicismen
Bydel: Dyssegård
Samlet opvarmet areal: 180 kvadratmeter
Opvarmningsform: Fjernvarme
Bevaringsværdi: 5
Renovering resulterede i energibesparelser
På trods af, at der er lavet forholdsvis få energirenoveringer i den tid, hvor familien har boet i huset på Hagens Allé, har renoveringerne alligevel vist et potentiale. Det gælder blandt andet i forhold til det nye tag, der blev lagt i forbindelse med tilbygningen.
“Huset er blevet en tredjedel større, men som jeg husker det, så har det ikke resulteret i et større energiforbrug. Jeg tror, at det er nogenlunde det samme,” fortæller Mette, beboer i huset.
Dette forklarer Mette netop med, at de har fået et nyt tag, som dermed har gjort, at de sparer penge på energien i boligen, fordi taget nu er bedre isoleret.
Under energitjekket af huset, er der identificeret en række potentielle energirenoveringer, som denne samt lignende ejendomme med fordel kan gå i gang med. Det kan du læse mere om herunder.
Mulige energirenoveringer og deres potentiale
Efterisolering af loft
I ejendomme med uudnyttede tagrum, med eksempelvis gitterspær eller hanebåndsloft, kan der med fordel efterisoleres. Hvis loftets isolering er mindre end 200 millimeter, bør det efterisoleres til minimum 300 millimeter eller til et mere fremtidssikret lavenerginiveau med 400 millimeter. Den nemmeste og mest effektive løsning er at få sprøjtet granulat ind på loftet. Dette tiltag er forholdsvist billigt i forhold til dets effekt.
- Forventet investering, kroner: 30.000
- Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 294
- Samlede årlige besparelser, kroner: 1.964
- Tilbagebetalingstid i år: 15,5
Vinduer
Vinduer med termoruder, som er begyndt at rådne eller viser andre tegn på nedbrydning, bør udskiftes til nye vinduer med energiruder. Hvis vinduerne er i god stand, anbefales en udskiftning af termoruden. Hvis vinduernes stil ikke er som den, huset oprindeligt blev opført med, bør man overveje at skifte tilbage til den oprindelige stil.
- Forventet investering, kroner: 20.000
- Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 102
- Samlede årlige besparelser, kroner: 683
- Tilbagebetalingstid i år: 30
Udskift termostater
Varmeforbruget til rumopvarmning kan reduceres væsentligt ved at anvende termostatstyrede radiatorventiler frem for manuelle. Herigennem kan der opnås en besparelse på 7 procent af forbruget til rumopvarmning. Varmeforbruget kan yderligere reduceres med op til 22 procent ved anvendelse af termostatstyrede radiatorventiler med elektronisk automatik.
- Forventet investering, kroner: 4.000
- Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 537
- Samlede årlige besparelser, kroner: 3.589
- Tilbagebetalingstid i år: 1
Ventilation
Det anbefales at installere et A-mærket ventilationsanlæg (jævnfør EU forordning 1254/2014) med varmegenvinding, hvis en ejendom er relativt ny, velisoleret og tæt, eller hvis et ældre hus er blevet efterisoleret og tætnet grundigt. Der bør vælges et ventilationsanlæg med centralt behovsstyret regulering fremfor lokal behovsstyret regulering, da det er en væsentligt dyrere løsning.
- Forventet investering, kroner: 75.000
- Samlede årlige besparelser, kroner: 8.373
- Tilbagebetalingstid i år: 9