Gå til hoved indhold

Garderhøjvej – ældre hus

Læs om mulighederne for energibesparelser i et klassisk ældre hus fra 1937, hvor byggestilen er murstensperioden.

Velkommen til Garderhøjvej i Jægersborg

På Garderhøjvej i Gentofte står et klassisk, ældre hus fra 1935. I huset bor de en familie bestående af et par og to børn. Familien har boet i huset siden 2020, men har ikke lavet nogle energirenoveringer, siden de flyttede ind. Familien er selv af den opfattelse, at boligen trænger til energirenoveringer, da de blandt andet oplever træk fra mange af deres vinduer, som primært er tolags termoruder.

Energirenoveringer kan hjælpe på gener med træk og kulde

Familien på Garderhøjvej har flere gange overvejet at lave energirenoveringer, da de både oplever gener fra kulde og træk, og desuden har et højt elforbrug. Et af de tiltag, som de har haft til overvejelse, er hulmursisolering.

“Hver vinter overvejer vi om vi skal hulmursisolere, og så glemmer vi det til forår og sommer,” fortæller Peter, beboer i huset.

Grunden til, at de ikke er kommet videre med renoveringerne, beskriver de selv med, at de ikke har taget sig tid til at forholde sig til mulighederne og taget en beslutning. Dette er på trods af, at beboerne er opmærksomme på, at energirenoveringerne ikke blot kan give energimæssige besparelser, men også øge deres komfort, særligt i de kolde måneder.

“Om vinteren har vi en 15-16 grader i soveværelset selvom radiatoren er skruet helt op. Det trækker simpelthen udefra og fra krybekælderen”, fortsætter Peter.

Under energitjekket af huset, er der identificeret en række potentielle energirenoveringer, som denne samt lignende ejendomme med fordel kan gå i gang med. Det kan du læse mere om herunder.

Mulige energirenoveringer og deres potentiale

Hulmursisolering

Tunge ydervægge med tomme, uisolerede hulmure bør efterisoleres. Det anbefales, at hulmure efterisoleres med granulat, også hvis de allerede er isoleret med for eksempel lecanødder. Hvis efterisoleringen skal være til lavenerginiveau, kræver det en udvendig efterisolering.

  • Forventet investering, kroner: 33.400
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 3.222
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 21.535
  • Tilbagebetalingstid i år: 2

Læs mere om hulmursisolering

Vinduer

Vinduer med termoruder, som er begyndt at rådne eller viser andre tegn på nedbrydning, bør udskiftes til nye vinduer med energiruder. Hvis vinduerne er i god stand, anbefales en udskiftning af termoruden. Hvis vinduernes stil ikke er som den, huset oprindeligt blev opført med, bør man overveje at skifte tilbage til den oprindelige stil.

  • Forventet investering, kroner: 7.500
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 200
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 1.334
  • Tilbagebetalingstid i år: 6

Læs mere om vinduer

Konvertering til fjernvarme

I et hus, der opvarmes med naturgas, er det i fjernvarmeområder i langt de fleste tilfælde en økonomisk fordel at få indlagt fjernvarme. Det resulterer typisk i, at udgifterne til opvarmning falder 25-50 procent, og CO2-udledningen falder cirka 65 procent. Stort set alle huse med vandbårne radiatorer eller vandbåren gulvvarme er egnet til fjernvarme. Det lokale fjernvarmeselskab kan have vilkår for tilslutning og bør derfor kontaktes med henblik på tilslutning. Den forventede investering er et overslag ud fra standardomkostninger ifm. afkobling af gasfyr, rørlægning ind til huset og installation af en fjernvarmeunit, men i nogle tilfælde tilbyder fjernvarmeselskabet gratis tilslutning.

  • Forventet investering, kroner: 35.000
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 4.759
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 6.339
  • Tilbagebetalingstid i år: 5,5

Læs mere om konvertering til fjernvarme

Udskift termostater

Varmeforbruget til rumopvarmning kan reduceres væsentligt ved at anvende termostatstyrede radiatorventiler frem for manuelle. Herigennem kan der opnås en besparelse på 7 procent af forbruget til rumopvarmning. Varmeforbruget kan yderligere reduceres med op til 22 procent ved anvendelse af termostatstyrede radiatorventiler med elektronisk automatik.

  • Forventet investering, kroner: 6.500
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 948
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 6339
  • Tilbagebetalingstid i år: 1

Læs mere om termostater