Gå til hoved indhold

Carl Baggers Allé – ældre hus

Læs om mulighederne for energibesparelser i et klassisk ældre hus fra 1951, hvor byggestilen er efterkrigstidstidens modernisme og murstensperioden.

Velkommen til Carl Baggers Allé i Ordrup-Charlottenlund

På Carl Baggers Allé ligger en klassisk ældre ejendom, som er blevet opført i 1951. I boligen bor et par med tre børn. Familien har boet i huset siden 2016. Familien har fået lavet et par renoveringer, mens de har boet i huset. De har blandt andet fået et helt nyt tag for få år siden. I den forbindelse blev der lavet ny granulatisolering på loftet.

Bevaringsværdi har betydning for mulige energirenoveringer

Familien bor i et område, hvor der er mange villaer ligesom deres, der har bevaringsværdi. De har ikke lyst til at ændre på husets udtryk, og er heller ikke tilhænger af at rive ned og bygge nyt. Familien vil dog meget gerne vide, hvilke energirenoveringer de kan lave uden at ændre på husets udtryk.

“Det er det, der er med mange af de her huse. Selvfølgelig kan man renovere, men nogle gange ændrer det jo meget ved den oprindelige tanke for huset”, fortæller Pia, beboer i huset.

Familien ønsker i vid udstrækning at bevare det udtryk, som huset har. Dog er der nogle ting ved huset, som ikke fungerer optimalt i dag, og som ideelt skal udbedres på sigt. Det gælder blandt andet vinduerne.

“Man kan mærke, at det trækker. Vi ved, at når vinduerne og hoveddøren på et tidspunkt bliver skiftet, kommer det til at gøre en kæmpe forskel for os”, fortsætter Pia.

Beboerne er glade for de teaktræsrammer, der er på vinduer. Dog kan de godt bevare udtrykket og samtidig optimere vinduerne ved at få tætningslister eller skifte selve ruderne.

Under energitjekket af huset, er der identificeret en række potentielle energirenoveringer, som denne samt lignende ejendomme med fordel kan gå i gang med. Det kan du læse mere om herunder.

Mulige energirenoveringer og deres potentiale

Udvendig isolering af tung ydervæg

Tunge ydervægge er vægge af enten mursten eller letbeton. Bagmuren er normalt bærende. Hvis væggen er massiv, er hele væggen bærende. Tunge ydervægge bør efterisoleres, hvis den eksisterende isoleringstykkelse er mindre end 100 millimeter. Efterisoleringen bør være minimum 200 millimeter ved letbeton og 125 millimeter ved mursten, eller et mere fremtidssikret lavenerginiveau på 300 millimeter ved letbeton eller 225 millimeter ved mursten.

  • Forventet investering, kroner: 331.800
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 1.017
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 10.949
  • Tilbagebetalingstid i år: 30

Læs mere om udvendig isolering

Vinduer

Vinduer med termoruder, som er begyndt at rådne eller viser andre tegn på nedbrydning, bør udskiftes til nye vinduer med energiruder. Hvis vinduerne er i god stand, anbefales en udskiftning af termoruden. Hvis vinduernes stil ikke er som den, huset oprindeligt blev opført med, bør man overveje at skifte tilbage til den oprindelige stil.

  • Forventet investering, kroner: 162.800
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 265
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 2.849
  • Tilbagebetalingstid i år: 57

Læs mere om vinduer

Udskift termostater

Varmeforbruget til rumopvarmning kan reduceres væsentligt ved at anvende termostatstyrede radiatorventiler frem for manuelle. Herigennem kan der opnås en besparelse på 7 procent af forbruget til rumopvarmning. Varmeforbruget kan yderligere reduceres med op til 22 procent ved anvendelse af termostatstyrede radiatorventiler med elektronisk automatik.

  • Forventet investering, kroner: 15.000
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 321
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 3.455
  • Tilbagebetalingstid i år: 4

Læs mere om termostater

Efterisolering af dæk over krybekælder

Krybekælderdæk er især anvendt i småhuse frem til 1960, men findes også i nyere byggeri. Konstruktionen i ældre bygninger har typisk ringe varmeisolering, hvilket giver anledning til træk, fodkulde og i nogle tilfælde skimmelsvamp. Hvis gulvet/dækket over en krybekælder ønskes efterisoleret, er den bedste løsning at nedlægge krybekælderen og i stedet etablere et velisoleret terrændæk, eventuelt med gulvvarme.

  • Forventet investering, kroner: 140.040
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 475
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 5.119
  • Tilbagebetalingstid i år: 27

Læs mere om efterisolering

Isolering af loft

I ejendomme med uudnyttede tagrum, med eksempelvis gitterspær eller hanebåndsloft, kan der med fordel efterisoleres. Hvis loftets isolering er mindre end 200 millimter, bør det efterisoleres til minimum 300 millimeter eller til et mere fremtidssikret lavenerginiveau med 400 millimeter. Den nemmeste og mest effektive løsning er at få sprøjtet granulat ind på loftet. Dette tiltag er forholdsvist billigt i forhold til dets effekt.

  • Forventet investering, kroner: 45.750
  • Samlede årlige besparelse, kilo CO2: 143
  • Samlede årlige besparelser, kroner: 1.537
  • Tilbagebetalingstid i år: 30

Læs mere om isolering af loft