Gå til hoved indhold

Parkens reneste rødder

Hvem er de bedste til at efterlade en ren park efter sig? Det dystede 11 skoleklasser om som en del af undervisningsforløbet hos Haver til Maver i Bernstorffsparken. Læs om initiativet.

Børn tager ansvar for naturen

Med støtte fra Gentofte Kommunes Klimapulje satte Haver til Maver i Bernstorff Slotspark gang i projektet Parkens Reneste Rødder. Initiativet skulle gøre børn til aktive medspillere i arbejdet for en renere og mere bæredygtig natur.

Elever fra 11 skoler i Gentofte deltog i forløbet, hvor de i forbindelse med undervisning i havebrug og madlavning også konkurrerede om at efterlade parken renest efter deres besøg. Efter hver undervisningsgang fjernede eleverne affald i de områder, de havde brugt, og den klasse, der havde været mest flittig til at holde haven ren – både efter sig selv og andre – vandt en fest for hele årgangen. 

Det blev 5. klasse på Busses Skole, der løb med sejren og dermed kunne kalde sig Parkens Reneste Rødder.

Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget - formålet med projektet var at give børnene en konkret oplevelse af, at bæredygtighed handler om handling i det små, og at alle kan gøre en forskel. Gennem leg, refleksion og ansvar håber vi at initiativet inspirerer en ny generation til at tage naturen alvorligt og bringe den grønne tanke med sig hjem til familier og skoler.