Grøn Omstilling i Etageboliger er et banebrydende initiativ, der samler nøgleaktører i energisystemet i Danmark og Sverige, herunder etageboligejere, kommuner, forsyningsselskaber, vidensinstitutioner og rådgivningsvirksomheder.
Målet er at accelerere overgangen til vedvarende energi i etageboliger, ved at samle forskellige sektorer i energisystemet om udviklingen af nye løsninger, der fremmer energieffektivitet og -fleksibilitet. Med fokus på etageboliger, arbejder projektet mod at realisere potentialet for energieffektivisering i en vital del af det byggede miljø, i både Danmark og i Sverige.
Med en omfattende og alsidig faglighed, arbejder projektpartnerne i en periode på tre år, inden for følgende fire fokusområder:
- At fremme energieffektivisering og produktion af vedvarende energi i etageboliger, via arbejdet med energifællesskaber, måler- og datastrukturer.
- At forberede etageboliger til lavtemperaturfjernvarme.
- At udvikle og teste prioriteringsværktøjer til boligorganisationer og bygningsejere for at fremme helhedsorienteret energiplanlægning.
- At udbrede løsninger og erfaringer til en større kreds af nøgleaktører gennem partnerskaber, for at motivere og understøtte bredere implementering af projektets initiativer og løsninger. Gennem test, demonstration og vidensdeling fremmer projektet grønne løsninger i ØKS-regionen, og belyser forskelle i implementeringen af EU-direktiver på tværs af de dansk-svenske grænser. Dette giver mulighed for at drage fordel af hinandens erfaringer og identificere uudnyttede potentialer.