Gå til hoved indhold

Klimahandledag 2026

Vi fejrer Klimahandledagen med fokus på at skabe grønne fællesskaber tæt på hverdagen, og det håber vi I har lyst til at bidrage med. Klimahandledagen ligger i år 23. april og dagene deromkring.

Klimahandledag 2026

Den nationale klimahandledag sætter fokus på,  hvordan vi alle helt lokalt kan bidrage til et mere klimavenligt og bæredygtigt lokalsamfund – og allerhelst i fællesskab med andre. Det er meget sjovere for den enkelte og samtidigt mere effektivt, hvis vi gør det sammen med andre.

Gentofte Kommune samt foreninger og andre frivillige bidrager med en lang række arrangementer. Herunder kan du følge med i de arrangementer, der finder sted på selve Klimahandledagen den 23. april 2026 eller i dagene lige før og efter.

Vil du vide mere?

For mere information kontakt Ida fra Klimaenheden: ihhd@gentofte.dk, Tlf. 21 75 38 43.

Klimahandledag 2026

  • Vild mad med Grøn Guide 21. april

    Kom og vær med til at samle vilde urter og lær om de forskellige spiselige planter i naturen. 
    Vi slutter af med at lave suppe og brød over Haver til Mavers bålkomfurer. Et samarbejde mellem Grøn Guide Gentofte, Haver til Maver Gentofte og Jægersborg Bibliotek. Det foregår d. 21. april kl. 16-18.

    Book gratis billetter på genbib.dk
  • Vilde haver og biodiversitet 22. april

    Kom på tur i den smukke Mariebjerg Kirkegård og bliv klogere på biodiversitet og vilde haver
    Grøn Guide Karen Stevnbak tager jer med rundt på den smukke forårsblomstrende kirkegård, der er så meget mere end bare en kirkegård. Det foregår onsdag d. 22. april kl. 13-15.

    Link til facebook
  • Fællesspisning for børnefamilier med Grøn Guide 22. april

    Karen Stevnbak fortæller om klimavenlig frugt og grønt, mens børnene laver deres egen lækre salat med dressing. Vi spiser tærte og salat ved langbord, og bagefter slutter vi af med en godnathistorie. For småbørnsfamilier. Køb billet á 35 kr. fra en måned før. Det foregår på Dyssegård Bibliotek d. 22. april kl. 17-18.30.

    Billetter på genbib.dk
  • Cykeltur, musik, foredrag og mad d. 23. april

    Velkommen til Gentoftes KLIMAHANDLE DAG i Café Parforce på Klampenborg Station i samarbejde med Ordrup Innovation 2030.

    Det foregår torsdag den 23. april kl. 17-21.30, hvor turistchef Birger Kjærbye holder foredrag og livemusik med Søren Manscher og Mikkel Humle. 

    Link til billetter à 348 kr.
  • Bliv Klimaven i Byens Hus 23. april

    I Gentofte hjælper vi hinanden med at leve mere bæredygtigt. Det er temaet for “Klimavenner”, en ny form for organisering, som Danmarks Naturfredningsforening /Gentofte lancerer på Klimahandledag 2026.

    Det første møde finder sted 23. april kl. 20, arrangeret i samarbejde med Byens Hus, Hellerupvej. Du finder mødet i Byens Sal i stueetagen.   

    Billetter på byenshusgentofte.dk
  • Klimavenlig fællesspisning i Dyssegård 23. april

    Klimavenlig fællesspisning på Dyssegård bibliotek. Der vil være mulighed for at blive inspireret af eksisterende klimainitiativer, af drømme – og for at lufte dine egne visioner og tanker. Vi vil også snakke om hvordan vi kan arbejde videre med grønne fællesskaber sammen. Pris: 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn under 15 år. 

    Det foregår på Dyssegård Bibliotek d. 23. april kl. 18-20.

    Billetter på genbib.dk
  • Vild med Vilje med Grøn Guide 24. april

    Kom med Grøn Guide og Charlotteklubben på tur og se nogle af de fine Vild Med Vilje projekter, der er etableret rundt om i kommunen de seneste år. Vi går ca. 3 km og slutter af på rådhuset med foredrag, kaffe og kage. Start og slut på forpladsen ved rådhuset, Bernstorffsvej 161. 

    Det foregår fredag d. 24. april kl. 13-17.

    Book en gratis billet
  • Madfestival i Byens Hus 25. april 2026

    Kom til madfestival i Byens Hus – naturligvis med fokus på grønne måltider, gårsdagens rester og det fantastiske ved at spise sammen. Der er mange forskellige arrangementer dagen igennem.

    Det foregår lørdag den 25. april kl. 10-15.30.

    Programmet finder du her på siden om grøn mad
  • Grønne drinks på Vangede Bibliotek

    Kom til Grønne drinks på Vangede Bibliotek og hør om nye grønne lokale initiativer.
    Vi inviterer til en hyggelig time, hvor du kan høre om – og være med til at starte op på – nye fællesskaber som madklub, sy-værksted, fuglekasser og meget mere.


    Det foregår mandag den 20. april kl. 17–18 i cafeen på Vangede Bibliotek.