Gå til hoved indhold

Nyt stenrev skal skabe liv i havet

Et nyt stenrev tæt på kysten i den sydlige del af Skovshoved Havn skal styrke biodiversiteten i havet.

Stenrev skal etableres i Skovshoved Havn

Et nyt stenrev tæt på kysten skal styrke biodiversiteten i havet. Revet skal forbedre levevilkårene for havets dyreliv og samtidig vække interessen for den blå biodiversitet hos både børn og voksne.

Gennem århundreder er store sten blevet fjernet fra havet til brug i byggeri og havneanlæg. At give stenene tilbage kan hjælpe med at genskabe naturlige økosystemer. Jens Peder Jeppesen, leder af Øresundsakvariet i Helsingør, følger interesseret med i stenrevsprojekter i Øresund. Han fortæller:

– Sten er afgørende for havets økosystemer. Tang har ingen rødder og hæfter sig derfor på sten, der samtidig skaber skjul for rejer, fiskeyngel og

småfisk – en vigtig fødekilde for større fisk som havørred og torsk.


Ålegræsenge i Øresund gavner torskebestanden

Mens torskebestanden falder i resten af landet, er den i fremgang i det centrale Øresund ud for Gentofte.

– Jeg har ikke set så mange torskeunger i Øresund de sidste 25 år som i år, siger Jens Peder Jeppesen.

Han peger på de store områder med ålegræsenge som en mulig årsag. Ålegræsset trives bedre her end i andre danske kystområder, og det giver gode betingelser for torskens yngel. Også begrænsninger i fiskeriet har haft en positiv effekt, da lystfiskere nu ikke må fange torsk.– Det tager 4-5 år for en torsk at blive gydemoden. Når vi undlader at fange de store torsk og deres rogn, øges mængden af torskeyngel, hvis ellers leveforholdene er gode, forklarer han.

Stenrev giver nyt liv i havet 

Flere sten langs Gentoftes kyst vil supplere de eksisterende ålegræsenge.

– Ålegræsset er afgørende for torskens yngel, men kun en del af året, siger Jens Peder Jeppesen.

Om vinteren mister ålegræsset sine blade, og torskeungerne står uden skjul. Her kan stenrev bevokset med tang give dem nye gemmesteder. Stenrev kan dermed bidrage til at genoprette balancen i havet ved at styrke fødekæderne og fiskebestandene.

Et stenrev gør noget her og nu for havmiljøet

Gentofte Kommune har afsat 1,5 millioner kroner i budgettet for 2026-27 til etablering af stenrevet. Kyststrækningen er blevet undersøgt for mulige lokationer og der er blevet peget på området ud for Skovshoved Havns sydlige del samt syd for Knud Rasmussen monumentet.

I september 2026 besluttede Kommunalbestyrelsen i Gentofte, at det stenrev syd for Skovshoved Havn skal etableres for de afsatte midler og samtidig har Kystdirektoratet givet tilladelse til selve anlæggelsen af revet. 

Lokal indsamling af natursten

Borgerne kan bidrage til projektet ved at aflevere store natursten på Gentoftes genbrugsstation. Natursten med en diameter på 20 cm eller derover skal placeres i en særlig container til indsamling af natursten. Stenene vil indgå i stenrevet og bidrage til at genskabe naturlige økosystemer i Øresund. Ved at genbruge sten, der ellers ville være blevet bortskaffet, kan borgerne aktivt støtte indsatsen for et sundere havmiljø langs Gentoftes kyst.

Følg projektet løbende her på siden eller på Facebooksiden 'Klima og bæredygtighed i Gentofte Kommune'.