Gå til hoved indhold

Klimaborgersamling

I efteråret 2023 mødtes 36 borgere på fem samlinger for at drøfte et fremtidigt klimavenligt og bæredygtigt Gentofte. Resultatet af deres arbejde blev en række anbefalinger til Kommunalbestyrelsen.

Klimaborgersamling i Gentofte

En borgersamling er borgernes møde. Borgerne bidrager som hverdagseksperter til det kerne- og arbejdsspørgsmål, som kommunalbestyrelsen har stillet og derfor ønsker borgernes bud på.

Kerne- og arbejdsspørgsmålet for klimaborgersamlingen var:

Vi har brug for din hjælp til at forestille os en fremtid i Gentofte Kommune, hvor vi sammen omstiller til en klimaneutral og bæredygtig adfærd i hverdagen.
Hvordan kan vi hjælpe hinanden på tværs af kommune, borgere, foreninger og erhvervsliv med at omsætte målet om klimaneutralitet til konkrete handlinger i hverdagslivet i Gentofte Kommune.

Borgersamling som metode

En borgersamling er et midlertidigt borgerorgan, der opløses igen, når samlingens anbefalinger er overdraget til kommunalbestyrelsen.

Når man vælger borgersamling som borgerinddragelsesmetode, er der tale om en demokratimodel, der betegnes deliberativt demokrati.

OECD har opstillet retningslinjer for, hvordan man arbejder med borgersamlinger. Det er gjort for at sikre, at kommunen respekterer borgernes uafhængighed, og det forpligter det politiske styre. Det indbefatter blandt andet et mandat.

Et mandat er den aftale, som politikere indgår med borgersamlingen. Mandatet beskriver, hvordan politikerne vil igangsætte borgersamlingen, at borgersamlingen arbejder uafhængigt i udarbejdelsen af anbefalinger, og vigtigst af alt beskriver mandatet, hvordan og hvornår politikerne vil behandle borgersamlingens anbefalinger.

Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at iværksætte anbefalingerne, men er forpligtet til at forholde sig til anbefalingerne i relevante fagudvalg samt redegøre for om og hvordan anbefalingerne realiseres.

Et andet vigtigt punkt i OECD’s retningslinjer er armslængdeprincippet. Det betyder, at opgaven med at facilitere borgersamlingerne varetages af en tredje part, så eventuelle kommunale dagsordener ikke påvirker processen og dermed udfaldet af borgersamlingens anbefalinger.

Sådan blev deltagerne udvalgt

30.000 borgere i Gentofte Kommune fik i juni 2023 invitationen om at være en af de 36, der fik mulighed for at deltage i klimaborgersamlingen i Gentofte Kommune. 333 borgere takkede ja til at være med i lodtrækningen om pladserne.

Gentofte Kommune havde indgået en aftale med Analyse & Tal, der håndterer data og sikrede, at lodtrækningen til de 36 pladser til klimaborgersamlingen blev foretaget af en uvildig part.

Lodtrækningen skete som en stratificeret proces, hvilket betyder, at de 36 medlemmer til borgersamlingen blev udtrukket tilfældigt inden for de fire kategorier: Køn, alder, geografi og uddannelse.

De fem samlinger

Borgersamlingen mødtes i efteråret 2023 på fem samlinger og et åbent borgermøde. Deres indsats svarer i timer til en uges arbejde, og det var både lørdag og onsdage aftener, der blev taget i brug.

På det åbne borgermøde fremlagde medlemmerne deres hidtidige arbejde for de andre borgere, der var mødt frem. Formålet var at få nogle gode ideer til, hvordan borgersamlingen kunne arbejde videre med deres anbefalinger. Samme aften fik borgersamlingen desuden mulighed for at stille spørgsmål til medlemmer af kommunalbestyrelsen.

På kommunalbestyrelsens temamøde den 18. december 2023 overrakte borgersamlingen deres arbejde - deres anbefalinger - til kommunalbestyrelsen.

Den videre proces

Formålet med klimaborgersamlingen var at få borgernes bud på, hvilke lokale handlinger der skal igangsættes for at indfri Gentofte Kommunes mål om klimaneutralitet i 2050. Konkret skal borgersamlingens arbejde bidrage til kommunens klimahandleplan 2025-2026.

Anbefalingerne fra klimaborgersamlingen, som du finder længere nede på siden i den fulde udgave, består af seks anbefalinger og 36 handlinger.

Processen for behandlingen af borgersamlingens anbefalinger er:

  • Anbefalinger er overrakt til kommunalbestyrelsen den 18. december 2023
  • Anbefalingerne er vurderet af fagforvaltningerne i januar/februar 2024
  • Anbefalinger er behandlet af Kommunalbestyrelsen den 26. februar 2024

Du kan læse dagsorden og referat af Kommunalbestyrelsens møde den 26. februar. Indstillingen af Klimaborgersamlingens anbefalinger er punkt 10 på dagsordenen.

Læs dagsorden og referat af Kommunalbestyrelsens behandling af klimaborgersamlingens anbefalinger

 

Dokumenter

Stemningsbilleder fra møderne i klimaborgersamlingen

Vis flere billeder
Vis færre billeder